Der kan være mindst lige så mange fordomme om ædru alkoholikere, som der er om de berusede. Heldigvis er der nogle, der tjekker efter

I Danmark florerer fortsat mange misforståelser og fordomme om selvhjælpsgrupper som Anonyme Alkoholikere – også i den professionelle verden af alkoholforskere, misbrugskonsulenter, læger, psykologer og psykiatere. Derfor er det prisværdigt, at Jens Kjer Nielsen, vicecenterleder i Esbjerg Kommunes Center for Misbrug, har valgt selv at undersøge, hvad der egentlig foregår i de såkaldte selvhjælpsgrupper. Jens K. Nielsen har blandt andet deltaget i åbne AA-møder og interviewet AA’ere i nogle af Danmarks ca. 450 AA-grupper som baggrund for en masteropgave med titlen ”Selvhjælpsgrupper i et behandlingssamfund”. Efterfølgende er han ikke i tvivl om, at fællesskaber som AA og Lænkeforeningerne er en overset hjælp i den kommunale alkoholbehandling, ikke mindst i overgangen mellem behandling og tilbagevenden til hverdagen.
– Vi kan have en fin behandling af borgerne, men har vi ikke et fællesskab at relatere dem til, kommer de bare igen – og endnu ringere næste gang, siger Jens K. Nielsen til Magasinet Rus.

Gamle nyheder

For os på Stien er det ingen nyhed, at selvhjælpsgrupper som Anonyme Alkoholikere kan være med til at redde liv. Sådan har det været siden 1935, da to svært belastede alkoholikere fandt ud af, at de sammen kunne noget, som de ikke var i stand til hver for sig – at leve ædru og stoffri. AA blev født den dag, og siden har AA og dets søsterfællesskaber som for eksempel Al-Anon (pårørende til alkoholikere) og NA (Narcotics Anonymous) hjulpet millioner af afhængige og deres pårørende over hele verden. Så hver eneste uge året rundt kører vi med stor glæde Stiens beboere til møder i fællesskaberne, som altid har kaffe på kanden og altid er parate til at tage godt imod. Ingen er sunket for dybt til at blive budt velkommen i de anonyme fællesskaber, som også står parat med deres tilbud om hjælp, støtte og et socialt netværk, når beboerne forlader Tørningvejs trygge rammer.

Intet at tabe

På Stien er betydningen af tilknytning til ligesindede så selvfølgelig, at vi nogle gange glemmer, at det endnu ikke er en selvfølge i Danmark, at misbrugere bliver vist vej til et forstående fællesskab. Vi glemmer, at samtlige læger, psykiatere og misbrugscentre ikke for længst har etableret en form for samarbejde med buketten af selvhjælpsgruppers altid stående – og gratis – tilbud.
I Stiens univers giver det ingen mening at lade være, for hvad er der at tabe? På Stien har vi endnu til gode at møde nogen, der har fået det værre eller har taget et tilbagefald til misbrug, fordi de gik til for mange møder i selvhjælpsgrupper. Så det værste, der kan ske ved at møde op er – ingenting.
I eksempelvis et fællesskab som AA er der ingen krav, der er intet kontingent, der er ingen, der skal tjene penge, og der er ingen, der bestemmer – der er blot en flok mennesker, som har et fælles ønske om at hjælpe hinanden og sig selv til et bedre liv. Det er vel et forsøg værd i kampen mod fortsat selvdestruktion, hvor alle hjælpsomme midler bør afprøves?

Anonyme, ikke usynlige

– For mig at se ville det gøre en kæmpe forskel, hvis man alle steder knyttede en selvhjælpsgruppe til behandlingen. Om det så hedder det ene, andet eller tredje, er for mig ikke så vigtigt – og der kan sagtens være flere forskellige. Hvis man som borger havde noget at vælge imellem, vil det jo bare være helt fint, som Jens K. Nielsen siger til Magasinet RUS.
Heldigvis lader det til, at der er flere og flere, der får øjnene op for selvhjælpsgruppers potentielle betydning. Men nogle gange kan det stadig se ud som om, at der er mindst lige så mange fordomme om alkoholikere, der hjælper hinanden med at holde sig ædru, som der er fordomme om alkoholikere, der drikker. Og måske er det ikke så underligt. Fællesskaber som AA og NA lever i sagens natur deres egne stille liv og har ikke tradition for at gøre opmærksom på sig selv.
Som Jens K. Nielsen også har erfaret, forholder det sig imidlertid sådan, at AA’ere, NA’ere, Al-Anon’er mv. nok er anonyme, men de er ikke usynlige. De vil gerne fortælle, og der er masser af åbne møder, hvor alle og enhver er velkomne til at møde op og se, hvad der foregår.
Det må hermed være opfordringen.