Go to Top

Magnus 20 år

Magnus har skrevet sin livshistorie, og den er herunder:

Jeg blev spurgt om jeg ikke havde lyst til at skrive min historie. Det sagde jeg ja tak til. Fordi jeg har det sådan at hvis mit liv, som det nu har været, kan det hjælpe andre så er jeg da rigtig glad for det.

Jeg kommer af en familie hvor det at snakke om følelser var en by i Rusland. Min mor og far har været selvstændig i alle år, hvor at jeg egentlig havde en følelse af at være på sidelinjen. Jeg tror idag på at de har gjort ALT hvad de kunne for at jeg kunne få det bedste, men jeg kan bare konstatere at det ikke var nok.

Igennem folkeskolen blev jeg mobbet, og det gave en følelse af at jeg ikke var god nok, det hobbede sig jo op da jeg ikke turde snakke med mine forældre eller nogen andre om det. Sådan var det jo “derhjemme”, følelser? nej tak. Når jeg idag ser tilbage på mit liv, så er det følelsen af at jeg ikke var noget værd, som har fulgt mig hele vejen igennem. I starten, før jeg begyndte mit misbrug, prøvede jeg som en desperat at flygte fra den følelse. Det var ved at være en anden en den jeg var, og det blev et maskebal uden lige.

Egentlig har jeg nok virket som den friske og glade dreng, men inden i var der kun kaos, frustration, usikkerhed, frygt og vrede.

Jeg drak første gang som 13 årig over på Fanø på et diskotek, det var også der mit første blackout kom. Jeg vidste godt at jeg ikke måtte for mine forældre, men jeg var “hooked”.
Siden den dag så har den følelse jeg fik hver gang jeg indtog alkohol og senere stoffer været, “yes! hold kæft nu kan jeg sgu klare det hele” det var ligesom om at alt mindreværdet, hvad andre tænker og hvilke konsekvenser mine handlinger ville få blev ligegyldigt. Jeg vil sige at de år hvor jeg har brugt alkohol og stoffer som flugt, har haft konsekvenser i form at venskaber der blev tabt, jeg mistede mit forhold til min familie (det der nu var tilbage af det). Mine egne personlige grænser blev også flytte langt væk i forhold til hvad der ligger inden for det “normale”.

Jeg var så utrolig heldig at der for 1 års tid siden var en familie og en ven som viste mig den ultimative kærlighed, nemlig at sende mig i en behandling på Stien. Det har vist sig idag at være det der har reddet mit liv! Det kunne jeg slet ikke se i starten, jeg syntes bare det hele var så synd for mig, Nej i starten af behandlingen, og egentlig langt inde i den, kunne jeg ikke se den unikke chance jeg havde fået. Jeg kan idag MANGE flere ting, der er mange døre som har åbnet sig for mig. Jeg er begyndt at sætte pris på de mennesker der omkring. Jeg er Ikke perfekt bare fordi jeg er blevet clean og ædru, jeg laver stadig mange fejl, forskellen er bare at idag arbejder jeg med de ting der kommer. Det er udelukkende Stien´s fortjeneste at jeg kan det, de har givet mig så mange værktøjer, så idag kan håndtere mit liv bare lidt bedre end det jeg kunne før jeg kom i behandling.

Mit forhold til min familie idag, er blevet MEGET bedre. Jeg kan snakke med min far og være alene med ham, havde det sjovt med ham, hvor imod at vi før altid skændtes og havde “Tavsheds straf”, det er noget jeg virkelig sætter pris på er blevet anderledes. Mit forhold til min mor er blevet rigtig godt, hun er virkelig en stor støtte for mig i mit liv! jeg har slet ikke nævnt min søster, men hun har også været der og vores forhold før i tiden var også rigtig dårligt, lige siden at hun blev født har vi altid skændtes og sloges, det er kun blevet værre i takt med mit misbrug. Der kan jeg kun være taknemlig for at jeg idag når jeg kigger på hende for en følelse af at det er sgu dejligt at hun er her.

Ja jeg var før på en sti hvor det eneste den gav mig, var kaos.
Jeg er nu på en sti som giver livet en helt ny mening!
TAK Stien, TAK Mor og Far fordi I har givet mig livet!

Magnus