Offentlige behandlingstilbud
Go to Top

Behandlingsforløbets indhold

STIENs behandlingstilgang bygger på en række anerkendte faglige tilgange, hvis positive virkninger er veldokumenterede gennem mange års erefaringer. 

En af grundstenene i behandlingen er ”12 trinsprogrammet”, der har været en succesfuld tilgang til misbrugsbehandling i mere end 75 år. Denne metode startede i private fællesskaber i USA i 1930´erne, hvor man forsøgte at hjælpe alkoholikere til at opnå varig afholdenhed. Med tiden er metoden blevet en egentligt behandlingsfaglig tilgang, som både anvendes i selvhjælpsgrupper i hele verden, og som fungerer som fagligt grundlag i indsatser på private behandlingscentre over hele verden.

Mange psykologer og læger har igennem tiden oplevet de effektive virkninger af ”12 trinsprogrammet”, når de har henvist patienter til steder hvor det praktiseres. 

STIEN anvender en række terapeutiske og faglige tilgang med afsæt i dette behandlingsgrundlag. Derudover understøtter vi i behandlingsindsatsen at den enkelte indskrevne opnår en række aktive relationer til relevante selvhjælpsgrupper inden for især Anonyme Alkoholikere og Anonyme Narkomaner. Det gør vi fordi al erfaring viser, at tilvalget af et åndeligt og personligt udviklingsprogram i kombination med et aktivt sundt netværk af forstående relationer, giver de bedste forudsætninger for at holde tidligere dominerende misbrugsproblematikker i skak.

Ud over 12-trinsprogrammet er de fleste medarbejdere uddannet i ACT-terapeutisk tilgang. ACT (Acceptance and Commitment Therapy) er en kognitiv terapiform, hvis udgangspunkt er motivation af den enkelte ud fra egne livsønsker og positive værdier. En del af terapiformen baserer sig på at kunne indstille sin tilværelse og sine følelser efter livet på godt og ondt gennem opnåelse af såkaldt psykologisk fleksibilitet. Dette er en del af den værktøjskasse man får i behandlingen på STIEN. Vi samarbejder med ACT-house i Aarhus gennem supervision og efteruddannelse på anvendelsen af ACT.    

I vores medarbejderenhed findes der flere forskellige fagkompetencer som skal sikre en så effektiv og helhedsorienteret behandling som muligt. Det gælder bl.a.

  • Følelsesterapeuter, som hjælper med at håndtere svære følelser der har udløst, eller forværret, et misbrug.  
  • Familieterapeuter, som hjælper med at gøre behandlingen relevant for hele familien, og som afvikler pårørendekurser med det sigte at få genskabt glæden ved at være en fælles familie igen. 
  • Misbrugsbehandlere, som har mange års erfaring i at håndtere misbrugere fra alle lag af samfundet.

Derudover har vi mulighed for at foranstalte juridisk rådgivning ligesom vi hjælper med at løse privatøkonomiske og andre sagsbehandlingsmæssige forhold såfremt det er nødvendigt i det enkelte forløb.

Det er vigtigt at et behandlingsforløb har løsningsorienterede svar på alle de udfordringer som er udløst, eller har udløst, et misbrug. STIENs behandlingstilgang er så vidt muligt helhedsorienteret og det overordnede behandlingsmål er, at hjælpe den enkelte til at opnå en slags renæssance / genfødsel i livet, så man kan opnå livskvalitet hvor der før herskede kaos.