Facebook
Alkoholisme – hvad kan jeg selv gøre?

Alkoholisme – hvad kan jeg selv gøre?

Har du kæmpet længe med alkoholisme? Har du måske indset, at du er blevet afhængig og har forsøgt mange gange at nedsætte eller stoppe dit forbrug men uden held? Er du blevet klar over nu, at du har brug for hjælp, men ikke rigtig ved, hvad du selv skal gøre her og nu? Du er ikke alene med disse tanker! Mange er i samme situation som dig. I dette nyhedsbrev kan du læse nogle af de svar og råd, vi har samlet til dig. 

Det første skridt til at få det bedre

Det første skridt er altid det sværeste, og du har allerede taget et kæmpe skridt for at få det bedre.

Før du overhovedet begyndte at søge information omkring din alkoholafhængighed, og hvad du selv kan gøre, var du jo nødt til at erkende, at du har et problem med alkohol. 

De fleste alkoholafhængige vil ikke indrømme, at de har et problem. De bortforklarer alt om deres alkoholproblemer overfor alle; partner/ægtefælle, familie, venner, kollegaer og desværre også over for dem selv. 

Man kan ikke fjerne eller løse et problem, som benægtes. Derfor er det vigtigste og første skridt altid det sværeste, da man skal erkende over for sig selv, at man har et problem. 

Hvad kan jeg gøre ved min alkoholisme her og nu?

Det er vigtigt at nævne, at det er ingen skam at lide af alkoholisme. Alkoholisme er en anerkendt sygdom i Danmark. Et af kendetegnene ved alkoholisme er, at det er en kronisk sygdom. Det betyder, at hvis man lider af alkoholisme, kan man ikke slippe af med den igen. Dog kan man bremse udviklingen. 

Alkoholisme kræver altid professionel behandling. Måske kan du selv godt lykkes med at stoppe dit alkoholforbrug i en periode. Du vil dog altid ende med at drikke det samme, eller mere end du gør nu uden professionel hjælp. Derfor er det vigtigt, at du holder fast i din erkendelse af, at du har et problem i forhold til alkohol, men også erkender, at du er magtesløs over for at klare problemet på længere sigt, og du har brug for professionel hjælp og alkoholbehandling. 

Du skal derfor kontakte din læge eller et alkoholambulatorium i dit nærområde, hvor du kan få hjælp til behandling. Ved lægen eller alkoholambulatoriet får du afklaret, hvor stort dit problem er og en snak om de behandlingsmuligheder, du kan få tilbudt. Derudover kan du tage kontakt til støtteorganisationer som Anonyme Alkoholikere eller Blå kors. Her kan du få støtte, vejledning og hjælp til processen.