Facebook
Fordele ved at stoppe sit alkoholforbrug

Fordele ved at stoppe sit alkoholforbrug

Vi ved alle godt, at det er usundt for ens psyke og fysik, hvis man drikker for meget. Den gode nyhed er, at der oftest er hurtige fordele, når man vælger at skære ned på eller stoppe helt sit alkoholforbrug. Nogle af fordelene ved at stoppe eller skære ned på rødvinen, de lækre cocktails eller øllene viser sig omgående. Vi har samlet nedenfor nogle udvalgte sygdomme, skader og skavanker, som er knyttet til et stort alkoholforbrug, som forsvinder eller forbedres, hvis man holder op med at drikke. 

 

    • Søvnforstyrrelser lider mange af, som har et stort alkoholforbrug. Dette kan forbedres og decideret forsvinde helt, hvis man stopper eller skærer ned på sit alkoholforbrug. 
    • Immunforsvaret får det bedre allerede efter 2 ugers afholdenhed. Dog efter længerevarende alkoholforbrug kan der gå et par måneder, før immunforsvaret fungerer normalt. 
  • Stress: Kroppens håndtering af stress bliver normalt efter 1-4 uger, når man har valgt at stoppe sit alkoholforbrug. 
    • Snigende knogleskørhed: Forandringerne i knoglemetabolismen bliver normale, når man går fra et længerevarende stort alkoholforbrug til afholdenhed. 
  • For højt blodtryk og øget risiko for hjerneblødning: Blodets koagulationsevne og blodtrykket er tilbage på normalt niveau 1-2 uger efter, når man er stoppet med at drikke. 
  • Demens pga. alkoholforbrug: Tilstanden bliver delvis bedre efter længere tid, men allerede efter 6-7 uger sker der en vis forbedring af hukommelsen og koncentrationsevnen.
  • Hjertet: Alkohol kan påvirke ens hjerte på flere måder. Den første måde er, at der er en risiko for nedsat pumpefunktion ved højt dagligt forbrug. Pumpefunktionen får det helt eller delvis bedre efter 1- 3 måneders afholdenhed i disse tilfælde. Den anden måde er, at uregelmæssighed i hjerterytmen kan opstå efter en enkelt lejlighed med for højt alkoholindtag og ved periodevis eller vedvarende stort alkoholforbrug. Efter 4 uger uden alkohol er risikoen for rytmeforstyrrelser i hjertet blevet væsentligt mindre. 
  • Halsbrand og irritation af mavesækkens slimhinde forsvinder hurtigt, når man stopper med at drikke.
  • Diarre pga. for meget alkohol forsvinder oftest efter få dage, forudsat at man spiser fornuftigt.
  • Fedtlever pga. alkohol er i de fleste tilfælde en godartet tilstand, som forsvinder helt ved ophør.

Jo mere man drikker, jo højere risiko for sygdomme 

Som det kan ses, er der mange forskellige sygdomme, som har tilknytning til at drikke for meget. Der findes sinds- og adfærdsmæssige lidelser, mave-tarm-lidelser, hjerte-karsygdomme, problemer med immunsystemet, lungesygdomme osv. 

Risikoen for at få disse skader og sygdomme er forbundet med alkohol og er afhængig af en række ting: En tommelfingerregel er, at jo mere man drikker både regelmæssigt og ved en enkelt lejlighed, jo større er risikoen. Til gengæld vil næsten alle skadetyper blive mindre eller forsvinde helt, når man sænker sit alkoholforbruget. Det er desuden individuelt, hvor langvarigt og hvor stort alkoholforbruget skal være, før der opstår skader.