Go to Top

25 år på speed

Når døgnet ikke har timer nok til, at man kan passe sit almindelige arbejde om dagen, være tyveknægt om natten og hvile ud ind imellem, så må man lade være med at hvile ud. I 25 år skaffede Brian sig de ekstra timer ved hjælp af amfetamin. Så behøvede han kun at sove, når han engang imellem gik helt ned med flaget. Udadtil var han stabil familiefar. Stille og rolig. Indeni var der kaos.

Han er fra et hjem med en håndværkerfar og en mor, der har været afdelingsleder på en uddannelsesinstitution. Er opvokset i en større provinsby. Har aldrig manglet noget – heller ikke sine forældres kærlighed. Men da Brian er 10 år, begår han sit første tyveri sammen med en jævnaldrende kammerat, hvis storebror på 13 har fundet en skrothandler, der gerne vil købe zinktagrender. Dem stjæler drengene fra forladte fabriksbygninger og tjener ganske godt.

Alkoholmisbrug hos individ

Et par år senere laver han en falsk lodseddel og ringer på hos en ældre dame, som gerne vil købe lodsedlen. Og da Brian beredvilligt hjælper hende med at finde penge, tager han 1700 kroner.

Adrenalin-kick

Sammen med sin kammerat udvikler han en effektiv metode til tricktyverier i private hjem – den ene distraherer, den anden stjæler. Kontanter, smykker, kongeligt porcelæn.  Nemt af afsætte.

I begyndelsen stjal jeg ikke, fordi jeg manglede penge, for jeg gik med aviser og havde andre fritidsjob, og jeg havde også sunde fritidsinteresser. Spillede meget fodbold, gik til karate, var spejder. Men tyverierne gav mig et adrenalin-kick”, forklarer Brian, der som 16-årig kommer i klemme hos en storkriminel, som han på vegne af en kammerat låner et beskedent beløb af.

Gælden vokser hurtigt, og prisen er dels tærsk og tortur, når pengene ikke falder til tiden, dels bestilling på tyverier i stor stil. Men i sine 25 år som storkriminel bliver Brian aldrig taget. ”Jeg tjente mange penge, men jeg havde intet behov for at køre i stor bil, have guldkæder om halsen eller male mig til med tatoveringer. Jeg har altid været ret diskret”, siger Brian, der i sine sidste år i folkeskolen er begyndt at ryge hash sammen med den hårde kerne af kammerater. Da presset fra den kriminelle verden vokser, går han over til speed. For på amfetamin kan man køre rigtig stærkt i mange timer.

Stukket ned til en fest

Allerede som 18-årig lærer han sin nuværende hustru at kende, og inden han fylder 20, er han både far og husejer og altså ret heftig amfetamin-misbruger.

Men jeg var så diskret med det, at der gik 10 år, inden konen opdagede det. Derimod kendte hun til nogle af mine kriminelle aktiviteter”, fortæller Brian, der som 24-årig – nu far til to – oplever at blive stukket ned på så dramatisk vis og med så mange kvæstelser, at det koster tre års sygemelding.

Det havde intet med min kriminalitet at gøre, det skete i forbindelse med en indflytterfest hos en af mine arbejdskammerater. En anden af gæsterne gik amok på mig med en kniv, så mine indvolde væltede ud gennem t-shirten”, fortæller Brian.

Men også det rejser han sig fra og vender tilbage til sin arbejdsplads. De alvorlige kvæstelser har dog svækket ham, og han bliver visiteret til flexjob og får arbejde hos den kommune, han bor i. Samtidig begynder depressionerne at indfinde sig. Dels på grund af det årelange misbrug, dels ”som følge af den behandling, jeg var udsat for, da jeg skyldte de forkerte mennesker penge”, som Brian selv siger om de år i begyndelsen af hans 30’ere.

5 gange på psyk

Jeg var indlagt 5 gange på en psykiatrisk afdeling. Et par af gangene, fordi jeg ville tage mit eget liv. Mit misbrug var accelereret, men jeg havde også fået diagnosen ADHD. Det betød, at jeg kunne komme i behandling med ritalin og benzodiazepiner, og ritalinen kunne jeg endda få i rigelige mængder, fordi den blev leveret af både min egen læge, der var ret restriktiv, og min psykiater, der gerne leverede, når jeg bad ynkeligt nok om det”, forklarer Brian.

Lægeordineret misbruger

Han stopper med amfetamin, men tager så de lægeordinerede stoffer i alt for store mængder og får en kæmpe nedtur. Så er det tilbage til amfetaminen.

Jeg nåede så langt ud, at jeg – stærkt tilskyndet af min kone – kom i et misbrugscenter til samtaler, medbringende urin til amfetamin-kontrol. Men det gik fint med at ”låne” urin af en genbo og holde den varm i en kolbe under armhulen, så jeg kunne levere en ren prøve på misbrugscentret”, forklarer Brian, der aldrig selv har taget heroin, men begynder at sælge det i større stil sammen med en kammerat. De køber et kilo ad gangen og får det også solgt. Fortjeneste pr. kilo omkring 400.000 kr.

Derhjemme får hustruen på et tidspunkt nok af misbruget, så hun og børnene flytter. ”Men vi kunne ikke undvære hinanden, så de flyttede ind igen på betingelse af, at jeg fik styr på mit misbrug. Det skete bare ikke. Jeg var begyndt at få blackouts, og den angst, jeg havde oplevet adskillige gange i mit ungdoms- og voksenliv, blev mere og mere udpræget.  Min kone og mine forældre tog kontakt til Stien, som de via noget familie havde kendskab til. Jeg fik besked på, at hvis jeg ikke gik i behandling nu, var det slut med at være familiefar, og 13. december 2016 blev jeg afleveret på Stien. Undervejs tog jeg min sidste dosis amfetamin, som jeg havde med i lommen”, husker Brian, som til gengæld ikke husker meget fra de første 2-3 døgn.

Modtaget med åbne arme

Men jeg kunne mærke, at jeg blev modtaget med åbne arme. At her var mennesker, der forstod mig. Og på Stien blev jeg ikke bare hjulpet ud af mit misbrug, jeg fik også bugt med nogle af de traumer, jeg har slæbt med fra dengang, jeg var i klemme hos storkriminelle, der var alt for barske for mig. For jeg har jo altid opfattet mig selv som et rart menneske med fødderne solidt plantet på jorden, selv om jeg godt kan forstå, at andre har svært ved at opfatte mig på den måde, når de hører om min fortid”, siger Brian.

I dag, et år efter at han blev clean, har Brian fortsat sit kommunale flexjob. Han kommer hver uge i en AA-gruppe. Ikke i hjembyen, hvor han stadig gerne vil være anonym, men i en naboby. Han har valgt AA, selv om NA burde ligge mere naturligt for en amfetaminmisbruger.

Men AA passer aldersmæssigt bedre til mig, synes jeg, og det er et fællesskab, jeg slet ikke kan undvære. Det er også noget af det, jeg har lært på Stien”, siger Brian, som hver eneste dag mærker, at en indre ro har afløst kaos.

Læs om behandling af misbrug her.