Go to Top

I kontrol eller ude af kontrol?

Efter et forsøg med amfetamin som 16-årig har jeg været hashryger, siden jeg var 18. Jeg havde kontrol over det, syntes jeg. Havde råd til det, selv om det kostede 60-100 kr. om dagen, for jeg passede jo mit arbejde. Jeg syntes bestemt også, at jeg kunne tage vare på mine børn”, fortæller Lotte, der havde både job og bolig, mens hendes forbrug blev til et misbrug.

For da hun i 2015 fik problemer i sit parforhold med en kæreste, der er stærk modstander af hash og meget gerne ville kontrollere hende, var et enkelt gram hash om dagen slet ikke nok. Morfin kom til, benzodiazepiner fik hun ordineret af lægen for at falde til ro, og i sommeren 2017 stiftede Lotte også bekendtskab med MDMA. ”Stærkt vanedannende”, skulle hun hilse og sige.

Sidste skud i bøssen

Siden Lotte i 2015 første gang selv henvendte sig til kommunen for at få hjælp, har hun i perioder boet på et privat krisecenter for kvindelige stofmisbrugere på Sjælland. Hun har også deltaget i et afrusningsforløb sammen med 11 andre, arrangeret af misbrugscentrene i hendes egen kommune og nabokommunen i fællesskab, uden at det kunne sætte en stopper for misbruget.

Så længe jeg var på krisecentret, og mens jeg var på to ugers afrusning i et sommerhus, gik det nogenlunde. Men jeg havde ikke ballast til efterfølgende at klare mig selv med en halv times ugentlig samtale med en misbrugskonsulent”, forklarer Lotte.

Kæresten, der er far til den yngste, var hun flyttet fra, og sine tre børn havde hun frivilligt, omend modvilligt afleveret i en midlertidig familiepleje, mens hun forsøgte at få styr på sit liv.

Min kommune har hele vejen igennem hjulpet og støttet mig. Både med akutbolig, med ophold på krisecenter, med betalte psykologsamtaler gennem 2 år, med afrusningsturen. Lige lidt hjalp det”, siger Lotte med et lille smil.

Men i efteråret 2017 var kommunens familieafdeling, der havde fulgt hele forløbet tæt, klar med det, sagsbehandleren kaldte ”det sidste skud i bøssen”: Et 8 ugers behandlingsforløb på Stien. Et forløb, som tidligere havde været på tale, men først nu blev en realitet.

Et nyt kapitel

Hvordan var det gået, hvis det havde været det første skud i bøssen? Kunne jeg have sparet mig selv og mine børn for det, der for mig viste sig at være fejlskud? Det er ikke til at vide. Men da jeg ankom til Stien 23. oktober 2017, var det med en overbevisning om, at nu skulle det være slut. Jeg gik ind til en behandling, jeg ikke vidste meget om på forhånd. Ingen mobiltelefon, nul fjernsyn – det lød jo næsten værre end et fængsel. Men her på Stien har jeg mødt medarbejdere, behandlere og en terapeut, der har kunnet hjælpe mig til at forstå, hvad misbrug gør ved en selv og ens omgivelser. Og det er ikke kun sådan, at de ved, hvad de taler om – de ved også, hvad jeg taler om”, forklarer Lotte, der på Stien har fundet tid og ro til at arbejde med sig selv. Hun er glad for, at behandlingscentret også er klar med et efterbehandlingsforløb, når hun er kommet derfra og skal til at genskabe en tilværelse helt uden rusmidler.

På Stien har hun haft besøg af sine børn, og hendes kæreste har været til samtaler på behandlingscentret, så de i fællesskab kan gøre klar til næste kapitel i deres liv.

Siden januar 2015 har Lotte været sygemeldt, og det vil hun være et stykke tid endnu.

Men jeg skal nok vende tilbage til arbejdsmarkedet på et tidspunkt. Og jeg ved allerede nu, at jeg får mine børn igen, når jeg forlader Stien”, lyder det fra en afklaret Lotte, der begyndte at komme i NA i 2016, da hun begyndte at se sig selv som misbruger.

Møderne i det fællesskab holder jeg fast i, når jeg vender hjem. De er vigtige som hjælp til selvhjælp og bliver en del af min hverdag”, slår hun fast.

Læs om behandling af misbrug her.