Go to Top

Den rutinerede alkoholiker

Allerede da Preben var 14 år, var han den, der holdt længst ud, når der skulle drikkes. Sådan blev det ved i ungdomsårene, da festen godt kunne begynde om torsdagen for ikke at slutte før om søndagen.

Da den nyuddannede herreekviperingshandler fra Svendborg i 1972 blev soldat i Tønder, fik han rigtig god tid til at drikke, og billige øl var let tilgængelige på den anden side af grænsen. Efter soldatertiden fik han job i grænsebyen, hvor han nogle år senere mødte en sød sygeplejerske, og han fulgte med, da hun fik job på et sygehus i Oslo. Preben fik arbejde som portør på sygehuset og kom siden til at køre ambulance. Og da de efter fem år i Norge vendte hjem for at slå sig ned i Haderslev, blev han i sundhedssektoren, tog en uddannelse som psykiatrisk plejer og fik også arbejde i faget.

Men både i Norge og tilbage i Sønderjylland var bajerne særdeles trofaste følgesvende. Mest i weekenderne, men efterhånden i så rigt mål, at hverken arbejdsgiver eller familie kunne stå model til det i længden.

Nedturen fortsatte

Preben blev fyret, og da hustruen opdagede, at han havde lånt 10.000 kr. i Sydbank uden at fortælle det til hende, havde hun fået nok. Familien, som også inkluderede to drenge, forsvandt ud af Prebens liv.

Så fulgte en lang, lang årrække med skiftende fabriksarbejde, med forskellige job inden for byggebranchen og med overbærende arbejdsgivere, som alligevel til sidst måtte sige stop. Med øl i kassevis og perioder, hvor fast føde blev et fremmedord. Med et 13 måneder langt ophold hos Evangelisterne i Arnborg, fordi Preben blev vakt af en gæsteprædikant i en frikirke, han besøgte – kun for at opdage, at han blev udnyttet som gratis arbejdskraft, og at bajerne stadig var bedste og eneste trøst i en trist hverdag.

Scenen blev tilfældigvis flyttet til Herning, hvor nedturen fortsatte. Efter en tur på sygehuset, da Preben var blevet fundet stærkt forkommen i hjælpeløs tilstand, blev han indkvarteret på Blå Kors’ herberg i byen. Her var der adgang til antabus, men uden for herberget stod bajerne fortsat i kø for at blive drukket, og nu var der ikke rigtig nogen farbar vej tilbage til arbejdsmarkedet, selv om han gerne ville. Bopælen vekslede mellem herberger og forsorgshjem, og her er Preben selv ved at have mistet orienteringen, når han skal fortælle om det. Men han var bestemt ikke velkommen alle steder.

Var helt umulig

For godt tre år siden kom han til Stien og blev indkvarteret på forsorgshjemmet, der udgør en stor del af aktiviteterne på Tørningvej og Jernhytvej. Sammen med tilbuddet om tag over hovedet fulgte muligheden for at deltage i et stabiliserende og motiverende forløb i en hverdag med ro, fast struktur, fællesskab med ligesindede, undervisning og motivationssamtaler.   

Der kom ikke så meget ud af det i det første halve år. Da var jeg helt umulig, og jeg kunne slet ikke bo sammen med alle de mennesker. Så fik jeg lov at blive flyttet til et værelse i kælderen på Stien, og efterhånden gik det jo op for mig, at her kunne jeg drage fordel af noget, som blev altafgørende for mig. Jeg kunne nemlig skabe struktur på min hverdag. Behandling var der ikke tale om, men alt det, de gør på Stien, begyndte at smitte af. Jeg begyndte at kunne sige til mig selv: I dag vil jeg være ædru og have det godt. Og sådan blev det, men det tog godt nok sin tid”, smiler Preben, der i dag bor i en lejlighed i Haderslev med udsigt over vandet.

2½ år på Stien varede det, inden han var klar til at drage ud i verden.

Først da kunne jeg mærke, at jeg så at sige kunne stå på egne ben”, slår Preben fast.

Nu er det 9 måneder siden, og han har struktur på sit liv. Står tidligt op og tager sig god tid om morgenen, også til at få noget ordentlig morgenmad. Passer to dage om ugen en tjans som chauffør for en genbrugsbutik. Er til AA-møder mandag og torsdag. Men holder også af at være alene med sig selv i sin lejlighed. Føler aldrig trang til en øl. Og det allerbedste:

Den yngste af mine drenge, som i dag er 27 år, har taget kontakt til mig, efter at jeg ikke havde set ham i næsten 10 år. Det var rigtig dejligt at få lov at besøge ham i Århus, hvor han læser på universitetet. At han har været ude af mit liv, er meget forståeligt. At han nu er tilbage, er stort og næsten ubegribeligt”, siger Preben.

Læs mere om alkoholbehandling her